Den Dialektiske Handicapforståelse

Den dialektiske handicapforståelse tager udgangspunkt i det enkelte menneske som et helt menneske og derfor ikke fokusere på dets fysiske eller biologiske defekter. 

Ifølge den dialektiske handicapforståelse opstår handicappet fordi der er et ulige forhold mellem menneskets udvikling og de manglende muligheder for aktiviteter i de sociale sammenhænge som netop dette menneske deltager i (skole, familieliv uddannelse og arbejdsplads mm).

På baggrund af denne ide, er det altså misforholdet mellem menneskets udvikling og de sociale praksisser, som bestemmer handicappets karakter. 

Derfor er vores fornemmeste opgave som pædaogoger at arbejde dialektisk med brugergruppe. Vi skal være med til at mindste kløften mellem individets udvikling og de sociale & kulturelle praksisser, hvilket vi kan gøre ved at arbejde i det enkelte menneskes tempo og dermed ændre den social praksis's krav til disse mennesker. Vi skal tilpasse de sociale praksisser gennem særlige individuelle foranstaltninger. 

 

 

Det Systemiske Menneskesyn

I arbejdet med sanseintegration og udeliv har vi gjort os nogle overvejelser i forhold til den grundlæggende pædagogik. Vores menneskesyn er udover at være fænomenologisk også præget af det systemiske menneskesyn som vi mener repræsenterer en værdig måde at se mennesker på. 

Det systemiske menneskesyn fokuserer, modsat det mekaniske menneskesyn, på menneskers udvikling som noget der sker ud fra egne kræfter og ressourcer og som kan realiseres gennem samspil og kommunikation.

Det systemiske menneskesyn har fokus på relationerne fremfor at fokusere på at finde præcise årsager til udfordringer.

Det systemiske menneskesyn ser på mennesker som en organisme, der hele tiden forandres gennem vækst og gennem samspil med andre, hvor det mekaniske menneskesyn opfatter mennesket som en maskine hvor fejl kan repareres.